Opstart

I denne fase skal der skabes et grundigt fundament for at træffe de rigtige beslutninger for udviklingen i jeres afdeling. I skal også have planlægt og organiseret processen, som alt efter projektets omfang kan involvere forskellige parter.

Opgaven er at komme godt fra start og tænke hele vejen rundt om boligområdet som helhed og projektets formål.

Som afdelingsbestyrelse samarbejder I med administrationen og en tilknyttet projektleder om at udvikle og beskrive projektet overordnet. Hent tjeklisten i den farvede boks og få konkrete tips og vejledning til fasen.

Indtænk både de fysiske og de sociale forhold
Der kan være brug for at hente hjælp til at undersøge bebyggelsens stand samt vurdere og regne på de fysiske behov. Men det er lige så vigtigt at se på det sociale miljø og fællesskabet, trivsel og tryghed blandt beboerne og deres tilfredshed med afdelingen og boligerne som helhed.

Målet for fasen er, at afdelingsbestyrelsen kan indstille projektet med økonomi til afstemning i afdelingen samt til godkendelse hos boligorganisationen, kommunen og evt. andre myndigheder.

Involvér beboerne bredt – og gerne tidligt
Både bestyrelse, administration og boligorganisation har helt sikkert mange tanker om, hvad der er brug for at forbedre. I sidste ende skal projektet skabe opbakning bredt blandt beboerne, og de skal opleve, at de får noget for pengene.

Det er derfor et rigtig godt afsæt at udvide perspektivet og tage temperaturen på beboernes ønsker. Hvordan oplever de boliger, udeområder og det sociale liv i afdelingen. Hvad efterspørger de af muligheder, og hvad drømmer de om kunne være bedre.

Brug et spørgeskema som værktøj
En måde at skabe brugbar viden er at gennemføre en beboerundersøgelse. Til det formål er der lavet et enkelt standardspørgeskema her på siden, som kan bruges i afdelingen.

Beboernes besvarelser kan samlet set give en pejling på, hvad der optager dem, deres tilfredshed med forskellige forhold og deres ønsker til tiltag. Undersøgelsen kan derfor være oplæg til dialog og til at skærpe projektets formål.

Læs mere og se hvordan du opretter et spørgeskema

Fakta 

Boligorganisationen er bygherre og projektejer og skal løbende godkende og følge sagen. Organisationsbestyrelsen er juridisk og økonomisk ansvarlig for hele boligorganisationen og dens afdelinger og dermed også bl.a. renoveringssager. Medlemmerne vælges årligt.

Afdelingsbestyrelsen kan efter ønske deltage i et byggeudvalg eller evt. en styregruppe. Afdelingsbestyrelsen er beboernes repræsentanter og vælges på et afdelingsmøde.

Administrationen udpeger en projektleder, som koordinerer og leder projektet i alle faser.

Hent en generel oversigt over parter i boksen ovenfor.
Bemærk at der er forskel på sager med og uden helhedsplan.

Afstemningsprocedure
Beboerne skal godkende projektet ved afstemning på et afdelingsmøde ved almindeligt flertal eller ved urafstemning (skriftlig/anonym), som er krav ved huslejestigning på 15%+.

Læs mere 

Læs om beboerdemokratiet og Hvem bestemmer hvad (link) – kort beskrevet af brancheorganisationen BL – Danmarks Almene Boliger.

Læs Renoveringer – hvem gør hvad? (link) – et interview lavet af boligorganisationen fsb med kort generel beskrivelse af forløb, opgaver og roller

Find inspiration til at inddrage beboerne i vejledningen "Beboerdemokratisk proces", som kan downloades på Vejledning og værktøj – under AlmenNet.

Hent inspiration og konkrete værktøjer til at styrke arbejdet i afdelingsbestyrelsen i Håndbog i bestyrelsesarbejde (link) – udarbejdet af bl.a. boligorganisationen Domea.

Hjælp til faserne i en byggesag